Måneknuderne - de to skæringspunkter mellem Jordens bane om Solen (Ekliptika) og Månens bane om Jorden

Rahu & Ketu - Dragens hoved & Dragens hale - tjek artikler om måneknuder og formørkelser bragt i Stjernerne


Sol- og måneformørkelser har altid været forbundet med mystik, magi og dunkle kræfters virke.

Hvis nymånen befinder sig tilstrækkeligt tæt på en af knuderne optræder der en solformørkelse, som kan ses de steder på jorden, hvor månens skygge falder. Månen dækker for Solen, fordi de ligger på linie set fra jorden. Da skyggen "løber" hen over jordens overflade, ses formørkelsen i sin totalitet kun i ca. 2-7 minutter.

Hvis fuldmånen befinder sig tilstrækkeligt tæt på en af knuderne optræder der en måneformørkelse. Der er derfor ofte en måneformørkelse enten 14 dage før eller efter en solformørkelse. Månen er "løbet ind i" Jordens skygge og ser nærmest rødbrun ud. En måneformørkelse varer i flere timer og ses af alle, der befinder sig på Jordens natteside.

------- 

Sol- og måneformørkelser optræder i et cyklisk mønster - som perler på en snor gennem dyrekredsen - med ca ½ års mellemrum.

Det sted, hvor formørkelsen falder i horoskopet, markerer livsområder, hvor man kan forvente markante begivenheder eller oplevelser. For tiden (2001) er det tegnene Krebsen og Stenbukken, som særligt kommer i fokus - så det handler om familie- og gruppemæssige tilhørsforhold og den sociale struktur (karriere/position). I politiske sammenhænge drejer det sig om omvæltninger i stater og folkeslag.

Det gælder ikke kun for dem, der er født i Krebsens eller Stenbukkens tegn (2001). Alle mennesker med astrologiske faktorer i de pågældende tegn vil blive berørt. Det vil også vise sig i det offentlige liv.

Gamle, skjulte sager kan komme frem i lyset, og man kommer til at se på vigtige temaer i et andet perspektiv. Formørkelsen som sådan er ikke i sig selv nødvendigvis særligt voldsom - den virker som en udløser for de konstellationer, der allerede er i gang - som en brændende tændstik i en mere eller mindre fyldt krudttønde.

Begivenhederne i dagene omkring selve formørkelsesdatoen vil ofte give avisoverskrifter, og børskurserne tager sig gerne et spring - men for enkeltpersoner skal man regne med en bredere tidsmargen på 1-2 måneder, både før og efter formørkelsesdagen.

De aktuelle, kollektive konstellationer i år 2000 er imidlertid ret barske, så der vil vise sig opsplitninger, opbrud og konfrontationer på alle planer. Politiske og økonomiske magtstrukturer vil prøve kræfter. Der bliver omvæltninger i de politisk og geologisk ustabile zoner rundt om på jorden. Men man skal ikke af den grund lade sig forføre af tåbelig dommedagssnak.

Specielt vigtig vil formørkelserne være for de mennesker, som befinder sig på et af de følgende alderstrin: Mellem 9 og 10, mellem 18½ og godt 19, knap eller godt 28 år, mellem 37 og 38, mellem 46 og 47, godt og vel 56 år, 65 til 66, 74 til godt 75, 84 til 85. Disse alderstrin markerer vendepunkter og perspektivskift. Som allerede nævnt vil der være fokus på de personlige relationer - kontakter bliver bundet eller brudt. Det vil handle om tilhørsforhold og for manges vedkommende vil der komme et kursskifte i forbindelse med livsstil og værdier. Ikke sjældent - alt efter hvad der i øvrigt sker i det personlige horoskop - kan det være skelsættende.

I den vesterlandske tradition kaldes de to skæringspunkter imellem ekliptika og månens bane "Dragens hoved" og "Dragens hale". I 1. Mosebog kap. 3 berettes om Syndefaldet og uddrivelsen fra Paradiset, da Adam og Eva lod sig friste af Slangen til at spise af Kundskabens Træ - "hvorpå de blev som Gud, deres øjne åbnedes og de kunne skelne mellem godt og ondt". Men dermed var også den paradisiske tilstand af ubevidsthed tabt - mennesket fødtes ind i tiden og dermed også til døden. Dette var prisen for bevidsthed.

I den indiske tradition hedder måneknuderne Rahu og Ketu, hovedet og kroppen af en dæmon, der formastede sig til at drikke af udødelighedens nektar og blev halshugget af solen og månen.

Rahu er hovedet med en stor, umættelig mund indhyllet i røg og tåge. Den har en slangekrop.

Ketu er kroppen med et slangehoved. Den er en asket, der søger visdom og befrielse fra det jordiske livs kredsløb.

Begge knuderne forbindes med rør, kanaler og tunneler, åbninger, døre. Hellige eller hemmelige steder, mysterier. Forbindelsen til en anden verden, både i bogstavelig så vel som i overført betydning.

Hvert år er der mindst 2 solformørkelser om året med ca ½ års mellemrum (ikke altid totale, somme tider kun partielle) , nemlig når nymånen falder tilstrækkelig tæt på en af måneknuderne. For tiden ligger Rahu i midten af Krebsens tegn og Ketu ligger præcist overfor i Stenbukkens tegn. Knuderne bevæger sig baglæns gennem dyrekredsen på ca 1½ år, og i løbet af knapt 18 år og 8 måneder har de fuldbyrdet et kredsløb (360 grader).

home menu