(bragt i "Stjernerne", september 1998)
Tidsastrologi og talmagi
Louise Kirsebom

Uvurderlig kunst fundet efter 48 dage

PLANETERNE hersker i kraft af deres cykler helt naturligt over ganske bestemte tidsrum og aldre. På den måde hersker f.eks. Saturn over 29½ år og Jupiter over knap 12 år simpelthen, fordi det er den tid, det tager for planeten at fuldende en omdrejning rundt igennem dyrekredsens tolv tegn. Igennem deres cyklisk/rytmiske bevægelser kommer de enkelte planeter også til at herske over bestemte antal grader eller stræknings-længder af dyrekredsen. Således hersker f.eks. Saturn bl.a. over stræknings-længden 7½°, fordi det er den strækning, den tilbagelægger i sin retrograde sløjfe.

Venus hersker over 8 år, fordi dens indbyrdes cyklus med Solen er 8 år nærmest på dato. Men den hersker f.eks. også over stræknings-længden 48°, fordi dens maksimale afstand (elongation) fra Solen netop er 48°.
(Elongationen findes i Raphaels Ephemeride under "Phenomena"). 48° svarer astrologisk til 48 tidsenheder, hvad enten det så er dage, måneder eller år - eller sågar timer, det drejer sig om. Her er et eksempel:

Medierne berettede, at det italienske politi den 6. juli 1998 havde fundet tre uvurderlige kunstværker, to malerier af van Gogh og ét af Cezanne, som begge var blevet stjålet fra et museum den 20. maj – 48 dage tidligere.

Kunstværker sorterer under Venus. Den dag malerierne forsvandt, var Venus nået til 19½° Vædder. Den nærmede sig Saturn, orbis (afstanden) mellem de to planeter var 8°. Saturn lagde sin klamme hånd på Venus, og samme dag forlod Solen Venus´ tegn Tyren, det sikre opbevaringssted og kom i Tvillingerne, Merkurs, tyvenes, hænder. Solen kom på den måde ud at rejse.

Den 20. maj, da tyveriet fandt sted, stod Merkur, tyvene, i 8° Tyr. Dette er en af de aktuelle eklipsegrader, et af de steder, hvor der i indeværende periode falder en Solformørkelse hvert 19 år, sidst den 29. april 1995. Ved formørkelserne "forsvinder" Solen og eklipse-graderne er en slags "hemmeligheds-", "forsvindnings-" eller "usynlighedsgrader".
Tyren er det selvfølgelig ofte værdier, der forsvinder. For nogle år siden - på en dag, hvor Venus stod i 8° Tyr - mistede jeg f.eks. et halssmykke, samtidig med, at min svigermor - vi er begge født i Vægtens tegn - fik stjålet sin pengepung.

Men tilbage til kunst-tyveriet: Merkur havde få grader tidligere været i kvadraten til Neptun og nærmede sig kvadraten til Uranus. Ikke nogen heldig prognose for tyvene! Merkur står i 8° Løve, da den bliver "snuppet". Der blev anholdt 8 personer i sagen.

I astrologisk tidsmåling svarer dagens cyklus (morgen - middag - aften - nat) til årets cyklus (forår - sommer - efterår - vinter). Tidsrummet og alderen 48 år beherskes i høj grad af Venus. Dels fordi 48 = 6 x 8, men også fordi 48° (Solen går 1 grad/dag) svarer til 48 år i det progressive horoskop. Praksis viser også, at den, der er 48 år gammel, beskæftiger sig med Venus-spørgsmål, med Tyre - og Vægt-anliggender. Det drejer sig
ofte helt konkret om territorial- (Tyren) stridigheder (Vægten) og om hvordan værdierne (Tyren) skal fordeles (Vægten).

Dertil kommer at folk der er 48 år ofte bliver involveret i retssager. Men det hænger nu snarere sammen med, at 48 år samtidigt svarer til 4 x Solens og Jupiters indbyrdes cyklus på 12 år.


"Venus Spice", igen

Og endnu et Venus-eksempel: I Stjernernes Løve-nummer omtaler Adrian Ross Duncan Ginger Spice´s farvel til gruppen Spice Girls. Han ser hende repræsenteret og synkroniseret med Venus: "Hendes næste skridt ville bringe hende ind i Tyren, hvor hun herskede. Det var en klar indikation, at Ginger Spice ville begive sig ind i et nyt miljø, hvor hun selv kunne bestemme. To dage senere kom så nyheden. Bruddet blev officielt den 30 maj.

Fredag, den 17. juli stod under overskriften "Ginger Spice har fundet sig selv" at læse i Berlingske Tidende: "Ginger Spice udtalte sig nu for første gang i et interview, siden hun brød med gruppens øvrige medlemmer. Det skete i torsdagsudgaven af modemagasinet Marie Claire, hvor der samtidig er billeder af Ginger Spice med et nyt og mere
alvorligt udseende. Hun siger i interviewet, at dette nye look er en del af hendes nye image, der blandt andet skal udstråle mere selvsikkerhed (Tyren). Hun siger videre "Jeg er på et stade i mit liv, hvor jeg må acceptere tingene, som de er og gøre mit bedste. Jeg føler mig i balance (Vægten) med mig selv nu. Hendes udtalelser bekræfter Duncans
betragtninger omkring at hun er "kommet i Tyren og selv vil bestemme".

I denne sammenhæng - dvs. i forlængelse af indlægget "uvurderlig kunst fundet efter 48 dage" - er det værd at bemærke, at det omtalte modemagasin udkom torsdagen, den 16. juli. Den nye Ginger Spice dukkede på denne måde op i offentligheden 48 dage efter, at den gamle "forsvandt".

artiklen: Venus' sløjfe 1999